Logget ind som:
Kundenr.:

Arbejder på at gøre Tryggevældestien tør igen

Pressemeddelelse

I den seneste tid har Tryggevældestien i perioder været delvist oversvømmet. Nu er KLAR Forsyning og Stevns Kommune gået sammen om at løse problemet.

Tryggevældestien har i perioder været delvist oversvømmet på en strækning, der dækker cirka 10 meter i svinget, hvor Tryggevældestien er tættest på Tryggevælde Å. Det bliver især et problem, når frosten sætter ind og gør stien glat.

KLAR Forsyning har arbejdet i området, da de i foråret i år etablerede en ny regnvandsledning fra Nicolinelunden og ned til Tryggevælde Å. Det er uvist om deres arbejde kan have bidraget til at gøre problemet værre.

’Vi er af den forståelse, at Tryggevældestien, også før vi begyndte vores arbejde, i perioder har været delvist oversvømmet, men vi kan muligvis have forværret problemet. Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi er i gang med at undersøge, om vi har haft en andel i det. Samtidig tager vi også aktivt del i at finde en løsning’, siger Anders Valentin, der er projektleder i KLAR Forsyning.

KLAR Forsyning i samarbejde med Stevns Kommune

Det er i samarbejde med Stevns Kommune, at KLAR Forsyning nu vil finde en løsning, der sikrer stien mod at blive delvist oversvømmet i fremtiden.

"Vi har et godt samarbejde med Stevns Kommune, og sammen er vi ved at finde frem til den bedste løsning", siger Anders Valentin.