Logget ind som:
Kundenr.:

Opfordring fra KLAR Forsyning: Spar på vandet

Pressemeddelelse

Den lange periode med tørke lægger pres på vores grundvandsressourcer.

De høje temperaturer og fraværet af regn, vi har oplevet de sidste par måneder, har fået KLAR Forsynings kunder til at øge deres vandforbrug.

’Når der er tørke, bruger folk ekstra meget vand, og vi kan konstatere, at vandforbruget er op mod 17 % højere i juni måned sammenlignet med april. Vi kan samtidig se, at grundvandsspejlet er faldet med op mod 1 meter i flere af vores boringer. Vi går derfor ud nu og opfordrer folk til at tænke over deres forbrug’, siger Anne-Mette Mølholt, der er driftschef i KLAR Forsyning, der leverer vand til dele af Køge og Herfølge.

Mindre tiltag kan gøre en stor forskel

Hun opfordrer folk til kraftigt at spare på vandet ved for eksempel ikke at vande haven, fylde badebassinet og vaske bilen.

Hvis man absolut skal vande, er det bedst at gøre det tidligt om morgenen eller om aftenen, så varmen ikke får vandet til at fordampe, før planter og blomster har nået at suge det til sig.

Der er ikke tale om vandingsforbud

KLAR Forsyning følger udviklingen i forbruget tæt, da situationen er alvorlig, men Anne-Mette Mølholt understreger, at der ikke er tale om et forbud mod vanding på nuværende tidspunkt.

KLAR Forsyning har automatisk overvågning på deres boringer, så de kan stoppe indvinding fra de boringer, hvor grundvandsstanden bliver kritisk, men det gør, at de belaster de øvrige boringer ekstra og med udsigt til en længere periode uden regn, vil tendensen med faldende grundvandsspejl fortsætte.

'Det vi kommer med nu er en opfordring og en appel til, at folk vil gøre en indsats for at nedsætte deres vandforbrug. Hvis vi pumper for meget vand fra boringerne, kan det medføre, at de bliver forurenet, og at vi derfor er nødt til at lukke dem permanent. Vi håber derfor, at folk vil stå sammen med os om at passe på vores grundvand. Ved at gå ud nu, håber vi, at vi kan vende situationen, så et decideret vandingsforbud ikke vil gå hen og blive nødvendigt’, siger Anne-Mette Mølholt.

Emne