Logget ind som:
Kundenr.:

Vand, spildevand og miljø på skemaet

Pressemeddelelse

KLAR Forsyning fejrede vandets dag med skolebesøg og oplysningskampagne.

Den 22. marts er udnævnt til Vandets Dag. En international mærkedag, hvor man verden over hylder drikkevandet og vandets kredsløb.

KLAR Forsyning markerede dagen ved at besøge 4 skoler i deres forsyningsområde i Greve, Solrød, Stevns og Køge kommuner.

Eleverne i 3. klasserne lærte her lidt om vand og spildevand, og hvordan miljø spiller ind i rensningen af beskidt vand.

Toilettet er ikke en skraldespand

En evig kamp for forsyningsselskaberne i hele Danmark er, at få folk til at tænke over, hvad de smider i toilettet.

’Vi finder mange mærkelige ting i det spildevand, der løber ind i vores renseanlæg. Tingene sidder fast i vores pumper, der går i stå, eller også sniger tingene sig forbi vores rensesystem og ender i Køge Bugt. Det har været et stort problem i mange år, at folk bruger deres toilet som en skraldespand’, fortæller Line Wilchen Hollesen, der er adm. direktør i KLAR Forsyning.

KLAR Forsyning brugte derfor også Vandets Dag til at sættes fokus på kampagnen ”Kun 3 ting i dit lokum”.

En kampagne med et meget enkelt budskab

Kampagnen med det meget enkle budskab, Kun 3 ting i dit lokum – det’ det rene lort, det’ pis og papir, vil køre på TV2 de næste fire uger og er blevet til i et samarbejde mellem danske forsyningsselskaber, Spildevands Teknisk Forening og DANVA.

Kampagnen forsøger at fange folks opmærksomhed på en ny måde.

’Vi har før været ude og informere om, hvad du IKKE må putte i dit toilet, men i virkeligheden er der kun tre ting, der hører til i toilettet. Det er lort, det er pis og det er papir. Så enkelt er det, og det er blevet til kampagnens budskab, der formidles i fire små musikvideoer’, fortæller Line Wilchen Hollesen, der håber, at budskabet vil nå bredt ud til den danske befolkning.