Logget ind som:
Kundenr.:
1. januar 2023 – 31. december 2024

Regnvandsbassin og biodiversitet i ny bydel i Greve

I den nye bydel Hundige Strandby i Greve er KLAR Forsyning i forbindelse med byggemodningen i gang med at anlægge et nyt regnvandsbassin, der skal minimere risikoen for oversvømmelser i området, når det regner kraftigt.

Regnvandsbassin i Hundige Strandpark

Bassinet består af tre søer, der forbindes af en kanal, der også har forbindelse til den eksisterende rende, der hedder Lumringsrenden.

KLAR Forsyning ønsker i forbindelse med byggemodning og klimatilpasning at eksperimentere med at rense regnvandet, før det ledes videre.

Til det formål tester KLAR Forsyning en ny rensemetode, der fx har det formål at fjerne slam fra bassinerne, så forsyningen på sigt vil opnå en besparelse i forhold til drift og vedligehold.

Greve Kommune har valgt at investere i denne rensemetode i en periode på to år for at undersøge, om der kan opnås den ”ekstragevinst”, at biodiversiteten øges ved at rense vandet og derved give arter som lille vandsalamander bedre livsbetingelser i bassinet. Dette er svært at gøre målbart, men KLAR Forsyning er i gang med et måleprogram, hvor der fx måles på gennemsigtigheden af regnvandet for at dokumentere rensemetodens effekt. Desuden følger virksomheden Amphi Consult den økologiske tilstand i bassinerne.

Rekreativt området

Greve Kommune har desuden besluttet at investere i en række rekreative elementer i forbindelse med anlæggelsen af bassinerne. Det betyder blandt andet, at der er blevet anlagt en grussti rundt om bassinerne, og der er blevet etableret trædesten, så borgerne har mulighed for at komme helt tæt på vandet. Desuden vil der blive anlagt en træbro over kanalen, en salamanderplatform samt udsigtsplatforme, og der vil blive plantet forskellige vilde planter, der skal medvirke til at øge biodiversiteten samt optag af CO2. Der vil fx blive plantet en såkaldt ”Tiny forrest”, der består af forskellige planter, der understøtter hinanden, og som netop skal give gode livsbetingelser for mange forskellige insekter, fugle mv.

Tidsplan

Bassinerne er anlagt i 2022, og den sidste del af bassinerne (etape 3) vil blive etableret i 2024. De rekreative elementer vil blive anlagt i 2023.

Emne