Logget ind som:
Kundenr.:

Enormt fald i vandforbruget under weekendens stormflodshændelse

Pressemeddelelse

KLAR Forsynings kunder tog opfordringen om at spare på vandet til sig. Det har haft en afgørende betydning i forhold til at minimere skader på huse og miljø.

Stormflod 2023

I Køge faldt vandforbruget med hele 33 procent under weekendens stormflodshændelse.

Strøby Egede Vandværk i Stevns Kommune har oplyst, at vandforbruget har været ca. 20 procent mindre, mens meldingen fra Solrød Vandværk lyder på ca. ti procent.

"Det er over al forventning. Vi er fulde af taknemlighed over, at vi har nogle fantastiske kunder, der forstår at rykke sammen i bussen, når det virkelig gælder”, siger Line Wilchen Hollesen, der er adm. direktør i KLAR Forsyning.

Hun sender samtidig en stor tak til de virksomheder i området, der valgte at lukke produktionen ned i forbindelse med stormfloden.

I Greve Kommune var vandforbruget stort set uændret, men her var situationen heller ikke på samme måde kritisk.

Kloaksystem og renseanlæg kan ikke følge med

Når vandstanden stiger, og det samtidig regner kraftigt, kan systemer og anlæg ikke følge med. 

”Når vandstanden stiger, som den gjorde i weekenden, kommer vores kloaksystemer under stort pres, og der kommer meget vand ind på renseanlæggene. Når det samtidig regner, kommer der mere vand ind i systemet, end der er plads til. Her bliver det vigtigt, at vores kunder ikke leder mere vand i kloaksystemet end absolut nødvendigt”, forklarer Line Wilchen Hollesen.

Forsyningsselskabet udsendte derfor sms’er til langt størstedelen af deres kunder med en opfordring til at spare på vandet fra fredag kl. 12.00, og frem til vandstanden igen var tilbage til normalen.

Både lokale, regionale og landsdækkende medier var samtidig med til at udbrede budskabet.

Kunderne leverede

Kunderne tog opfordringen til sig, og det faktum har uden tvivl haft en afgørende betydning i forhold til at kunne minimere skaderne.

”Hvis vores kloaksystem bliver alt for belastet, vil vores kunder opleve, at de ikke kan trække ud i toilettet, og hvis det bliver rigtig slemt, vil de opleve, at der kan sive vand op ad deres gulvafløb”, forklarer Line Wilchen Hollesen.

At der blev sparet på vandet har samtidig været med til at skåne KLAR Forsynings renseanlæg mest muligt, og det har stor betydning i forhold til at begrænse miljøpåvirkninger. 

”Når vores systemer og anlæg ikke kan følge med længere, bliver vi nødt til at lede spildevandet ud i naturen uden at rense det. Det gælder selvfølgelig om at udlede så lidt som muligt for at minimere miljøpåvirkninger. Her bliver det afgørende, at vi kan holde vores renseanlæg kørende så længe som muligt, og derfor er det så vigtigt, at kunderne sparer på vandet, og ikke leder mere vand til anlægget end højst nødvendigt”, forklarer Line Wilchen Hollesen, der fortæller, at situationen i weekenden blev så kritisk, at KLAR Forsyning blev nødt til at sætte Køge-Egnens renseanlæg midlertidigt ud af drift.

”Der er ingen tvivl om, at miljøpåvirkningerne ville have været meget mere omfattende, hvis ikke vores kunder havde nedsat deres vandforbrug”, slutter Line Wilchen Hollesen.

Emne