Logget ind som:
Kundenr.:

Gode råd efter weekendens stormflod

Nyhed

Vi er nu tæt på at være tilbage i normal drift efter weekendens stormflod. Vi har her samlet et par gode råd til dig, der blev berørt.

Medarbejder fra KLAR Forsyning under stormfloden 2023

Flere af vores renseanlæg blev i weekenden påvirket af stormfloden. Vi har her samlet en række gode råd og vigtig information til dig, der blev berørt af weekendens vejr. Du finder også en beskrivelse af, hvordan vores forskellige renseanlæg blev berørt.

Vand i kælderen - hvad gør jeg?

Hvis der er kommet vand ind i din kælder, skal du tage kontakt dit forsikringsselskab. 

Bemærk at der skal tages hygiejnemæssige forholdsregler, hvis du eller andet materiel i kælderen har været i kontakt med spildevand.

Person fejer vand væk fra gulvet indenfor

Der kan være flere mulige årsager til, at der pludselig står vand i din kælder.

 

 

 

 

Læs mere nedenfor i 'Undgå kontakt med oversvømmelsesvandet'. 

Undgå kontakt med oversvømmelsesvandet

Hvis du er nødt til at komme i kontakt med vandet, ex hvis der er kommet vand i din kælder, skal du beskytte dig selv med værnemidler som gummistøvler og langskaftede gummihandsker. Brug ikke fodtøj, der har været i kontakt med spildevand, i resten af huset.

Har du været i berøring med vandet, vask da hænderne grundigt.

Gå ikke glip af driftsmeddelelser eller andre vigtige beskeder vedrørende din adresse

Tilmeld dig vores sms-tjeneste og få besked direkte ved driftsforstyrrelser eller når vi har andet vigtigt nyt at fortælle om kloakken eller din spildevandsforsyning.

Sådan blev vores renseanlæg berørt i weekenden

Køge-Egnens Renseanlæg, Køge:

Renseanlægget blev lukket ned kort efter midnat fredag. Det var på det tidspunkt ikke længere muligt at lede det rensede spildevand ud i Køge Bugt pga. den høje vandstand. Samtidig var vand fra lagunen trængt ind på renseanlæggets grund.

Derfor blev alle pumpestationer i Køge Kommune ude i oplandet standset fredag aften kort efter midnat og kloaksystemet blev brugt som opmagasinering. Der er derfor stor risiko for, at der er blevet ledt urenset spildevand ud i vandløb og på terræn.

I kan stadig opleve vand på terræn rundt om i kommunen. Det er sandsynligt, at vand på terræn rundt i kommunen kan bestå af havvand blandet med spildevand. (Hør Kurt)

Rødvig Renseanlæg, Stevns:

Renseanlægget blev kraftigt påvirket af saltvandsindtrængning allerede torsdag, som har sat den biologiske rensning på renseanlægget ud af funktion.

Allerede fra torsdag eftermiddag blev vi derfor nødt til at udlede mekanisk renset spildevand i Havnelevrenden ved renseanlægget.

Vi har igangsat den biologiske rensning og arbejder på at komme tilbage til normal drift.

Strøby Ladeplads Renseanlæg, Stevns:

Renseanlægget blev i løbet af fredagen kraftigt påvirket af saltvandsindtrængning, som har sat den biologiske rensning på renseanlægget ud af funktion. Fredag aften omkring kl. 19 blev vi derfor nødt til at udlede mekanisk renset spildevand ud i Køge Bugt. 

Vi har igangsat den biologiske rensning og arbejder på at komme tilbage til normal drift.

Disse renseanlæg forblev i normal drift under weekendens stormflod

Mosede renseanlæg i Greve, renseanlægget i Solrød, Borup renseanlæg, Store Heddinge renseanlæg og Klippinge renseanlæg.

    Emne