Logget ind som:
Kundenr.:

Bæredygtig jordhåndtering

KLAR Forsyning har i Køge Nord haft stor fokus på en bæredygtig jordhåndtering. Det er nemlig godt for både klima og økonomi.

Gravearbejde i gang i Køge Nord

Billedet viser Rensebassin Syd i Køge Nord i gang med at blive anlagt.

For at kunne anlægge de nye regnvandsbassiner i Køge Nord, er vi nødt til at udgrave nye grønne arealer. Det medfører store mængder overskudsjord, som i andre projekter ofte køres væk med jordtransporter til deponi.

I Køge Nord har vi derimod valgt at betragte jorden som ressource, der kan genanvendes inden for projektet i stedet for blot at se jorden som affald, der skal køres til eksternt deponi.  

Det sparer miljøet for mange tusinde lastbiltransporter, som ellers skulle køre overskudsjorden væk – til gene for borgerne og for klimaet.

Bedre jordbalance i Køge Nord

I 1. etape af KLAR Forsynings anlægsprojekter i Køge Nord (se etaperne her) har vi nøje målt og vejet al den jord, vi har gravet ud og flyttet rundt i forbindelse med anlægsarbejdet.

Infografik som viser jordbalancen i Køge Nord fra 2019 til 2021 hvor størstedelen af jordressourcerne er blevet genanvendt internt i projektet

Fra 2019 til 2021 er der blevet hentet ca. 10.000 kubikmeter nye grusgravsmaterialer ind til projektet. De 10.000 kubikmeter grusgravsmaterialer er bl.a. blevet brugt til at bygge grusveje eller til filtermateriale i rensebassinerne.

I starten af projektet blev 5.000 kubikmeter jord kørt til eksternt deponi. Til gengæld er hele 100.000 kubikmeter jord blevet udgravet og genindbygget inden for projektet.

Klimabelastningen i anlægsprojekter

Selv om vi prøver at begrænse ressourceforbruget internt, kan vi ikke undgå at belaste klimaet på en eller anden måde i anlægsarbejdet. Eksempelvis er det stadig nødvendigt at indkøbe andre materialer til anlægsarbejdet, som alt andet lige vil udlede CO2, når disse fremstilles, leveres og monteres.

Til gengæld kan de grønne arealer, vi skaber i forbindelse med regnvandsbassinerne, være med til at reducere CO2 koncentrationen i luften.

Før byudviklingen af Køge Nord gik i gang, var området blot en mark. Når denne mark blev pløjet, blev jorden iltet og organisk materiale blev frigivet som CO2 til atmosfæren. Nu hvor en del af landbrugsjorden bliver omdannet til permanente grønne arealer, bindes CO2 både i plantematerialet, i træet over jorden og til rødderne under jorden.

Infografik viser, hvordan CO2 udledes, når landbrugsjord pløjes, men kan optages i grønne og blå områder

I områder med højt grundvand som f.eks. vådområder, omdannes organisk materiale i jorden endnu mindre og jorden kan med tiden binde meget store mængder organisk materiale og dermed være med til at modvirke klimabelastningen.

En del af den besparelse på mindre transportomkostninger bliver desuden brugt til plantningen af træer i forbindelse med regnvandsløsningerne. Det er muligt gennem en helhedsorienteret planlægning i fællesskab med Køge Kommune og de øvrige aktører i området.