Logget ind som:
Kundenr.:

Bag om projektet

Få mere viden om projektet og følg med i den løbende planlægning på siden her.

Mosede fort oppe fra

Idétegning af det nye Mosede Renseanlæg (Illustration af Gottlieb Paludan Arkitekter).

Det nye Mosede Renseanlæg skal invitere naboer, borgere i kommunen og andre interesserede inden for på anlægget.

KLAR Forsyning er lige nu i gang med at lægge en plan for, præcis hvordan det skal foregå. Det sker i tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere;  rådgivningsvirksomheden Krüger og arkitektvirksomheden Gottlieb Paludan Architects. 

I videoen her kan du blive lidt klogere på planen for ombygningen og moderniseringen af Mosede Renseanlæg: 

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.
Reference: Futureline Media

Renseanlægget skal åbnes op i to forskellige zoner

Det nyrenoverede Mosede Renseanlæg skal være det nye samlingssted for borgere i alle livsforløb. 

Lige nu arbejder vi med ideen om to forskellige zoner på renseanlægget, som vil blive åbent for offentligheden: En "Klima- og Rekreationszone" og en "Læringszone". 

Klima- og Rekreationszonen

I Klima- og Rekreationszonen inviteres alle borgere ind på renseanlæggets området på alle tidspunkter af dagen. 

Zonen vil indeholde cykelstier og gangbroer, der forbinder Mosede Mose med Køge Bugt og Museum Mosede Fort. Vandrender med regnbede, vandløb og dæmninger vil invitere børn og unge til at lege med vand. Planterne vil være sammensat, så biodiversiteten øges i området og så vi skaber en grøn korridor for sommerfugle, insekter, fugle og padder mellem Mosede Mose til Køge Bugt.

Pensionister vil holde pause siddende på en bænk, voksne vil cykle gennem området på vej til arbejde eller på vej til stranden om sommeren, skoleelever vil undersøge planter, og børnehavebørn have mulighed for at lege med vand.

Området vil invitere til aktiviteter og blive et nyt mødested for lokale foreninger, når den tunge infrastruktur ændrer form. Måske vil der være overraskende kunst, der sikrer, at nysgerrigheden pirres, og at intet behøver at være som på et traditionelt renseanlæg. 

Læringszonen

I "Læringszonen" vil vi invitere indenfor i den mere tekniske del af renseanlæggets området, hvor der vil være åbent for besøg fra folkeskoleklasser og andre foreninger inden for almindelig arbejdstid.

Den tekniske omdannelse af renseanlægget betyder, at skoleelever kan komme helt tæt på renseanlægget og få indblik i de rensende processer, som spildevandet gennemgår. Vi ønsker at udvide denne fortælling, da området har et stort potentiale med mulighed for at belyse aktuelle og presserende dilemmaer, hvor vi ikke på forhånd kender løsningerne, såsom klimakrisen, biodiversitetskrisen og sundhedskriser (pandemier).

Vi vil invitere børn og unge til at bidrage med at finde nye løsninger til disse udfordringer og brændende platforme, så vi gør anlægget til et sted, hvor skolebørn har mulighed for reelt at eksperimentere og lære om og løse ”ægte” problemstillinger. Måske eleverne kan måle vandføringen af spildevand for at se, hvor meget spildevand en enkelt person genererer. Det kan også være, de skal bygge dæmninger for at beskytte mod høj vandstand i Køge Bugt. Eller også skal eleverne få lov at bygge stendiger og stenrev, der understøtter biodiversitet på land og i Køge Bugt.

Vi ønsker sammen med naturfagslærere og øvrige lokale ressourcer at afdække potentialerne ved et eksisterende, bynært renseanlæg, så vi fuldt ud udnytter disse med henblik på, at eleverne skal løse ægte problemer, og hvor der er fokus på udvikling af nye innovative løsninger i undervisningen.

Vi samarbejder om planlægningen

Der er mange gode ideer og forslag til, hvad det nye Mosede Renseanlæg skal kunne. Men præcis hvordan de nye åbne områder skal se ud og hvilken funktion de skal udfylde er der ikke lagt en endelig plan for endnu.

Vigtigt er det for os, at de nye grønne områder og læringsrum planlægges i samarbejde med andre relevante parter; naboer, borgere i kommunen, uddannelsesinstitutioner, foreninger og mange andre. 

Derfor vil vi løbende invitere ind til borgermøder, workshops og lignende. 

Har du en god idé eller ønsker du at være en del af arbejdet? Så er du velkommen til allerede nu at kontakte projektleder i KLAR Forsyning, Hanne Kjær Jørgensen.